Velkommen til tre nye præster

9. februar 2022

Folkekirken i Aarhus byder hjerteligt velkommen til Annika Rasmussen, Carsten Tranberg-Krab og Gunilla Nygaard Knudsen

Vi byder velkommen til tre nye sognepræster, der i begyndelsen af 2022 er tiltrådt i deres stillinger. 

Carsten Tranberg-Krab er pr. 1. januar tiltrådt som sognepræst ved Risskov Kirke. Carsten er uddannet teolog fra Aarhus Universitet og har hertil en 2-årig særuddannelse i sjælesorg. Han kommer fra en stilling som sognepræst ved Hornslet Kirke, hvor han har været ansat siden 2007. Carsten har en stor interesse for at arbejde i inspirationsfeltet mellem musik og kirke og film og kirke. En interesse der også kommer til udtryk i Carstens fritid, hvor han blandt andet spiller i bandet Brothers of Mercy, der beskrives som Danmarks længst eksisterende Leonard Cohen orkester. 

Gunilla Nygaard Knudsen er pr. 16. januar tiltrådt som sognepræst ved Egå Kirke. Gunilla er cand.theol. med speciale i sociale medier og disses eksistentielle betydning for mennesket. Hun har tidligere arbejdet som konstitueret præst i forskellige vikariater og desuden som kommunikationsleder i den diakonale, folkekirkelige organisation, Folkekirkens Familiestøtte. Gunilla har i sit arbejde særligt fokus på arbejdet omkring ensomhed - både den sociale ensomhed og den eksistentielle. I sin fritid holder Gunilla af at se film og serier og drømmer om at begynde at køre på rulleskøjter i den smukke natur omkring Egå. 

Annika Rasmussen er pr. 1. februar tiltrådt som sognepræst ved Astrup-Tulstrup-Hvilsted kirker. Annika har en bachelorgrad i religionsvidenskab og historie og desuden en kandidatgrad i teologi. Hun har tidligere vikarieret som præst i Røsnæs kirke og har i tre år været ansat som sognepræst i Vor Frue Kirke i Kalundborg. Annika har et stort ønske om at skabe nye tilbud for de mange børnefamilier i Solbjerg og omegn, og vil desuden gerne sætte fokus samarbejde i lokalområdet. Fritiden bruger Annika på at træne, nyde naturen, kulturelle arrangementer og på familie og venner. 

Tag godt imod dem derude :-)