Velkommen til sognepræst Peter Worm Madsen

Den 1. maj er Peter Worm Madsen tiltrådt sin nye stilling som sognepræst ved Fårup-Sabro-Borum-Lyngby kirker. Indsættelsen foregår den 4. maj i Sabro Kirke.

Peter er uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet. Han har tidligere blandt andet arbejdet som diakonimedarbejder og halvtids sognepræst ved Christianskirken i Aarhus og som vikarierende sognepræst ved Bjerringbro og Sahl-Gullev kirker i Viborg stift.

I sit præstevirke har Peter et særligt ønske om at styrke familierne i området bl.a. ved at skabe tilbud for de travle børnefamilier. Desuden ligger det diakonale arbejde Peters hjerte nært. Hertil har han en et ønske om, at kirken i højere grad skal være kirke også uden for kirkens lokaler og fx være mere synlig på skoler og institutioner, til byfester og lignende.

Fritiden bruger Peter på kreative sysler i have og værksted og i naturen, når han ikke dykker ned i slægtshistorie og historiske dokumenter.

Peter er 45 år og bor i Sabro sammen sin kone, Cecilie, der er sundhedsplejerske. Sammen har parret sønnerne Johannes på 5 år, Elias på 8 år og datteren Clara på 11 år.

Et stort velkommen til Peter!