Skærpede restriktioner for Folkekirken fra på søndag

Nye arealkrav, mundbindskrav, coronapas og særlige regler for julegudstjenesterne.

Vi står desværre i den situation, at epidemikommissionen på baggrund af den aktuelle smittesituation og udbredelsen af omikron-varianten i Danmark, har indstillet at der iværksættes nye aktivitetsdæmpende tiltag, som også får betydning for hvordan du agerer, hvis du ønsker at besøge kirken. Tiltagene træder i kraft søndag den 19. december 2021 kl. 8.00.

  • For det første indføres der arealkrav, så der maksimalt må tillades adgang for 1 deltager pr. 2 kvm. gulvareal, hvis deltagerne sidder ned, og 1 deltager pr. 4 kvm gulvareal, hvis deltagerne i det væsentlige står op. 
  • Der indføres desuden krav om mundbind ved gudstjenester, religiøse handlinger og menighedsarrangementer – uanset antal deltagere. Mundbindet vil kunne fjernes, når deltagerne sidder ned.
  • Der indføres krav om coronapas ved gudstjenester, religiøse handlinger samt menighedsarrangementer. Det betyder at der er krav om coronapas, hvis der er adgang for mere end 100 personer indendørs og 1000 personer udendørs.

Kirkerne vil informere om de nye tiltag ved indgangene til kirker og sognegårde. 

Særligt for afvikling af gudstjenesterne den 24. december 2021 gælder følgende anbefalinger, som er udarbejdet efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen:

  • Kirkerne vil gøre en særlig indsats for at regulere trafikken ved ind- og udgange, og for at folk uden for kirkerne ikke står i større, men i mindre grupper, hvis der er mange.
  • Kirkerne vil så vidt muligt sørge for siddeplads til alle inden for det gældende arealkrav, og at kirkegængere hjælpes hurtigt på plads for at undgå sammenstimling.
  • Sundhedsmyndighederne opfordrer netop juleaftensdag til, at man beholder mundbind på, også når man sidder ned, og når man synger med på salmerne.

Hvis du har spørgsmål til de aktuelle restriktioner og/eller krav, bør du kontakte din lokale kirke for at høre hvordan situationen ser ud i netop dit sogn eller det sogn, du påtænker at besøge. 

Du kan finde kontaktinformation på kirkerne i Folkekirken i Aarhus - Nord, Syd, Vest her på siden.

Følg eventuelt også med på Kirkeministeriets hjemmeside her.