Rigtig god sommer til alle

Viseren peger på sommer og klokken slår på tromme for sommerferie.

Om du er til silende, svalende sommerregn eller syvogtyve svedige varmegrader, så håber vi at du får så rigeligt af begge dele, nu hvor sommeren og sommerferien for alvor banker på døren. 

Hos Folkekirken i Aarhus efterlader vi kontorstolene tomme de næste tre ugers tid, men det betyder ikke, at kirkerne lukker ned for aktiviteter. Du kan naturligvis stadig komme til gudstjeneste hele sommeren, du kan altid kontakte en præst, hvis der er behov for dette og selvom der også hos folkekirken skrues ned for aktivitetsniveauet i de kommende uger, sker der stadig en del rundt omkring i kirker og sognegårde. 

Vil du se hvad der sker i din kirke hen over sommeren, så kan du klikke dig ind på dens hjemmeside og tjekke kalenderen ud her.

Biskop Henrik Wigh-Poulsen har desuden netop udsendt sit nyhedsbrev for juli måned. Har du lyst til at læse med, kan du finde det her, hvor du også kan tilmelde dig nyhedsbrevet. 

Hav en fantastisk sommer!