Folkekirkens mandefællesskaber hitter i Aarhus

Det behøver ikke være pizza, der er på menuen, når man mødes i folkekirkens mandefællesskaber, men god mad er ofte en del af pakken.

Omkring 10% af kirkerne i Aarhus har særlige fællesskaber, der henvender sig til mænd. Fællesskaberne kan have forskelligt fokus, men fælles for dem er, at de er velbesøgte og hurtigt fuldt bookede.

Da sognepræst Carsten Tranbjerg-Krab fra Risskov Kirke i vinteren 2023 inviterede til opstart af et mandefællesskab, gjorde han sig mange tanker om, hvad fællesskabet skulle handle om: skulle det være en filmklub, en madklub, en samtalegruppe eller noget helt andet – og hvordan skulle han i det hele taget få kontakt til de mænd, der måtte være interesserede…

I første omgang blev det til en kort invitation i det lokale kirkeblad – og det var alt, der skulle til. Nu et halvt år efter tæller fællesskabet 20 mænd, som har dannet deres egne rammer hen ad vejen og som mødes om at snakke om løst og fast. En ”udbrydergruppe” mødes om vandreture i omegnen, diskussioner om ytringsfrihed og flytterod, deltagelse i Risskov Kirkes adventsstue, klimabevidsthed og vand i kælderen. Imellem alt dette er fællesskabet også blevet en ramme for at mændene kan åbne op for der, hvor livet måske slår knuder eller ligefrem gør ondt.

Læsegrupper, foredrag, god mad og brummekor
Cirka hver tiende kirke i Folkekirken i Aarhus tilbyder en eller anden form for fællesskab for mænd. Nogle af dem har relativt faste rammer og tematikker, mens andre er mere løse ift. hvad man mødes om.

Eksempelvis kan man i Frederikskirken blive en del ”Brummerkoret”. Her handler det i sagens natur om at synge sammen, men ellers er rammerne ret løse. Man kan komme når man har tid og lyst. Der er ingen prøveplan og repertoiret finder man ud af hen ad vejen. Det handler om at synge og hygge sig sammen.

I Viby kirke mødes man i gruppen ”Bare Mænd” en række gange om året. Her er fokus på samvær over et godt måltid mad, som efterfølges af foredrag eller indlæg af enten en udefrakommende eller af en af gruppens deltagere, der har noget spændende at fortælle. Lignende grupper finder man også i Åby sogn, i ”Mandecaféen” i Brabrand-Aarslev kirker, samt en række andre kirker.

Ellevang kirke byder på læsegruppe for mænd med gode bøger, tanker, spørgsmål og samtaler om en uddybet forståelse af de værker, der læses.

Eksempler på mandefællesskaber i Aarhus kirkerne:

  • Ellevang kirke: læsegruppe for mænd
  • Åby sogn: mad, foredrag, ekskursioner o.lign.
  • Brabrand-Aarslev kirker: Musik, foredrag, ekskursioner o.m.a.
  • Frederikskirken/Lyseng kirke: Brummekoret – sang og samvær
  • Faarup-Sabro kirker: foredrag, musik, udflugter o.m.a.
  • Holme kirke: foredrag, hygge, samtale og samvær
  • Møllevangskirken: frokost, foredrag, udflugt og hygge
  • Risskov kirke: fællesskab hvor deltagerne selv former aktiviteterne
  • Skjoldhøj kirke: sociale aktiviteter som foredrag, julefrokost o.m.a.
  • Viby kirke: god mad, foredrag og hyggeligt samvær

 

Er du interesseret i at blive en del af et mandefællesskab? Du kan finde din lokale kirke her og se om de har et særligt tilbud for mænd. Hvis ikke du finder noget i din kirke, finder du måske noget i nabosognet. Du kan også prøve at kontakte din kirke og foreslå et mandefællesskab, hvis muligheden ikke allerede er der.