Bliv en del af fællesskabet omkring Aarhus Vinterherberg

Den 20. november åbner rådmand Anders Winnerskjold og biskop Henrik Wigh-Poulsen officielt Aarhus Vinterherberg. Er man interesseret i at blive en del af fællesskabet omkring Vinterherberget, holdes der informationsmøde den 3. og 15. november.

Vi nærmer os den kolde årstid og for dem, der er hjemløse og som ikke kan bruge byens øvrige tilbud om aftenen og natten, åbnes Aarhus Vinterherberg igen. Den officielle åbning finder sted den 20. november, hvor rådmand Anders Winnerskjold og biskop Henrik Wigh-Poulsen byder indenfor. Herberget er herefter åbent frem til udgangen af marts 2023.

Lige nu søger vi mennesker som har lyst og mod på at gøre en forskel ved at blive en del af fællesskabet omkring Vinterherberget. Opgaverne går blandt andet ud på at lave mad, spise sammen med gæsterne og få en snak over en kop kaffe. Netop det at der er nogen som lytter på én og måske viser en anden omsorg end den, man er vant til når man bor på gaden, har stor betydning for dem som benytter sig af herbergets tilbud.

Ønsker man at høre nærmere om hvad arbejdet i Vinterherberget går ud på, kan man komme til informationsmøde hhv. den 3/11 kl. 17 og den 15/11 kl. 18.30. Det foregår på det gamle Amtssygehus, hvor Aarhus Vinterherbergs lokaler ligger. Bliver man en del af Vinterherbergets hold, forventes det at man kan tage 1-4 vagter om måneden – enten aften- eller nattevagter, at man kan vise omsorg og tale med gæsterne, at man kan opvarme eller tilberede enkel mad og at man kan gå til hånde med praktiske opgaver.

Udover dette er de mere praktiske ting som tilbydes gæsterne naturligvis centrale. Aftensmad og morgenmad, sengeplads, vask af tøj og i begrænset omfang nyt tøj, sikkerhed og tryghed om natten, varme og socialt samvær.

Det særlige ved Vinterherberget er, at det skabt som et nødherberg for primært hjemløse migranter med lovligt ophold i Danmark. Aarhus Vinterherberg åbnede for første gang i 2017, og det viste sig hurtigt, at der var et behov for netop denne type tilbud.

Vinterherberget er etableret i et samarbejde mellem Folkekirken i Aarhus, Aarhus Kommune, Røde Kors, Kirkens Korshær og Blå Kors Danmark.

Vil du være med så kontakt gerne leder af Vinterherberget, Søren Christensen på tlf. 2910 9303 eller swcfdf@gmail.com.

Læs mere om Aarhus Vinterherberg her.